Gentofte Kommunalbestyrelse vedtog mandag aften at ændre varmeforsyningsplanen for de dele af fjernvarmeudbygningen, der endnu ikke er igangsat. Baggrunden er en dramatisk prisstigning: Siden den oprindelige beslutning i 2021 er den samlede pris på udbygningen vokset fra 1,3 milliarder kroner til over 2 milliarder kroner — først med 400 millioner kroner i 2025 og dernæst med yderligere 420 millioner kroner ifølge nye analyser. En uafhængig analyse fra rådgivningsfirmaet NIRAS viser, at individuelle varmepumper er omkring 20 procent billigere end fjernvarme i de endnu ikke igangsatte delområder.

Kommunen har allerede dækket 80 procent af boligerne med fjernvarme, og prisen ligger ifølge formanden markant under det nationale prisloft. Men de resterende områder er nu altså sat på pause. Til mødet godkendte kommunalbestyrelsen desuden et lån på 267,4 millioner kroner i KommuneKredit til at finansiere fjernvarmens anlægsudgifter i 2025, ligesom der blev givet en supplerende anlægsbevilling på 2 millioner kroner til område 4.4 i Gentofte bydel.

Mødet behandlede også etableringen af midlertidige boliger til ukrainske fordrevne. Det oprindelige forslag om at anvende Tejlgårdsgrunden i Skodsborg blev droppet efter meldinger om den intensive brug af stedet som legeplads. I stedet peger forvaltningen nu på sportsparkens nordligste del til 40-45 boligpavilioner samt den tidligere daginstitution Skattekisten til familier og unge med særlige behov. Herudover godkendte kommunalbestyrelsen en anlægsbevilling på i alt 1,8 millioner kroner til indledende rådgivning om omdannelse af Kløckershave og Nymosehave til samlet 122 plejeboliger med fast personale.