Et flertal i Faxe Byråd vedtog torsdag aften, at politikere fremover skal deltage i ansættelsesudvalget, når kommunen ansætter centerchefer og stabschefer. Modellen betyder, at formandskabet fra relevante fagudvalg — med repræsentation fra både valggruppe 1 og 2 — sidder med ved ansættelsessamtalerne og den endelige indstilling. Socialdemokratiets fire byrådsmedlemmer stemte imod og afgav mindretalsudtalelse.
Socialdemokratiets Camilla Meyer advarede mod at sammenblande politiske og administrative roller: "Hvem er centerchefen egentlig lojal overfor? Den samlede organisation eller de politikere, som har siddet med i ansættelsessamtalen?" Hun kritiserede desuden, at sagen ikke havde været sendt i høring i medudvalgssystemet inden vedtagelsen. Borgmester Mikkel Dam (I) afviste kritikken og understregede, at sagen udspringer direkte af konstitueringsaftalen. Lokalisternes René Tuekær bakke op: "Centerchefer og stabschefer har ofte den faglige dybde. Det er en invitation til, at de oplever det politiske system på den måde." Afstemningen endte 21 for og 4 imod.
Byrådet behandlede også borgerrådgiverens årsrapport for 2025, der viser tilbagevendende problemer med sagsbehandlingstider, manglende svar og uklar kommunikation. Rapporten sendes til drøftelse i samtlige relevante fagudvalg, og administrationen skal udarbejde konkrete handleplaner. Derudover vedtog et flertal — mod Venstres og Socialdemokratiets stemmer — at øremærke et statsligt tilskud på 1,73 mio. kr. til vedvarende energi til Teknik- og Miljøudvalget frem for at lægge beløbet i kommunekassen.